    Terje Vigen

Der bodde en underlig grsprngt en
p den yderste ngne ;-
han gjorde visst intet menneske mn
hverken p land eller sj;
dog stundom gnistred hans jne stygt,-
helst mot uroligt vejr,-
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der f, som uden frygt
kom Terje Vigen nr.

Siden jeg s ham en enkelt gang,
han l ved bryggen med fisk;
hans hr var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skmtsomme ord,
han spgte med byens brn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
s hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle rn.

Nu skal jeg fortelle, hvad jeg har hrt
om Terje fra frst til sidst,
og skulle det stundom falde lidt trt,
s er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nrmeste kreds,-
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans jne til fredens blund,
da han dde hjt opp'i de tres.

Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt djet mangen dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rmte i Amsterdam,
men lngtes nok hjem tilslut.
og kom med "Foreningen", kaptejn Pram;
men hjemme var ingen som kendte ham,
der rejste som liden gut.

Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velkldt kngt.
Men dde var bde far og mor,
og sagtens hans hele slgt.
Han stured en dag, ja kanhnde to -
men s rysted han sorgen af.
Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
nej, da var det bedre at bygge og bo
p det store blgende hav!

Et r derefter var Terje gift,-
det kom nok p i en hast.
Folk mente, han angred p den bedrift,
som bandt p et st ham fast.
S leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus -
sknt ruderne skinned, som klareste dag,
med sm gardiner og blomster bag,
i det lille rdmalte hus.

Da isen lsned for lindvejrs br,
gik Terje med briggen p rejs;
om hsten, da grgsen flj mod sr,
han mdte den undervejs.
Da faldt som en vgt p matrosens bryst:
han kendte sig strk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter l verden med liv og lyst,-
og for bougen en vinter tung.

De ankred, og kammeraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendte dem endnu et lngselsblik,
da han stod ved sit lille hus.
Han glytted ind bag det hvide gardin,-
da s han i stuen to,-
hans kone sad stille og hespled lin,
men i vuggen l, frisk og rd og fin,
en liden pige og lo.

Der sagdes, at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trlled og sled og blev aldrig trt
af at vugge sit barn i blund.
Om sndagskvelden, nr dansen klang
vildt fra den nrmeste grd,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna l p hans fang
og drog i hans brune hr.

S lakked og led det til krigens r
i attenhundred og ni.
Endnu gr sagn om de trngsels-kr,
som folket da stedtes i.
Engelske krydsere stngte hver havn,
i landet var misvkst og nd,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for dren stod sot og dd.

Da stured Terje en dag eller to,
s rysted han sorgen af;
han mindtes en kending, gammel og tro:
det store blgende hav.-
Der vester har endnu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dd:
"da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i ben bd!"

Den mindste skgte, der var at f,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme st,-
slig tyktes han bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at bden bar,
om sjen kom lidt ptvers;
det jydske rev var vel svrt at g klar,-
men vrre den engelske "Man of war"
med rnejne fra mers.

S gav han sig trstig lykken i vold
og tog til rerne hvast.
Til Fladstrand kom han i god behold
og hented sin dyre last.
Gud vd, hans fring var ikke stor:
tre tnder byg, det var alt;
men Terje kom fra en fattig jord,-
nu havde han livsens frelse ombord;
det var hustru og barn det gjaldt.

Tre ntter og dage til toften bandt
den strke, modige mand;
den fjerde morgen, da solen randt,
han skimted en tget rand.
Det var ikke flygtende skyer han s,
det var fjelde med tinder og skar;
men hjt over alle sene l
Imens-sadlen bred og bl.
Da kendte han, hvor han var.

Nr hjemmet var han: en stakket tid
han holder endnu vel ud!
Hans hjerte sig lfted i tro og lid,
han var nr ved en bn til Gud.
Da var det som ordet frs p hans mund;
han stirred, han tog ikke fejl,-
gennem skodden, som letted i samme stund,
han s en korvett i Hesns-sund
at duve for bakkede sejl.

Bden var rbet; der ld et signal,
og det nrmeste lb var lukt;
men solgangsvinden blafrede skral,-
mod vester gik Terjes flugt.
Da firte de jollen fra rlingens kant,
han hrte matrosernes sang,- -
med fdderne stemte mod skgtens spant
han rode s sjen fossed og brandt,
og blodet fra neglerne sprang.

Gslingen kaldes de blinde skr
lidt stenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i plandsvejr,
under to fod vand er der bund.
Der sprjter det hvidt, der glittrer det gult,
selv stilleste havblikksdag;-
men gr end dnningen aldrig s hult,
indenfor er det som tidest smult,
med brkkede blgedrag.

Didind Terje Vigens skgte foer
lig en pil mellem brtt og brand;
men bag efter ham, i klvandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skreg gennem brndingens sus
til Gud i sin hjeste nd:
"inderst derinde p strandens grus
sidder min viv ved det fattige hus,
og venter med barnet p brd!"

Dog, hjere skreg nok de femten, end han:
som ved Lyngr, s gik det her.
Lykken er med den engelske mand
p rov mellem Norges skr.
Da Terje trned mod bens top,
da skured og jollen p grund;
fra stavnen bd officeren "stop!"
Han hved en re med bladet op
og hug den i skgtens bund.

Spant og planker for hugget brast,
sjen stod ind som en fos;
p to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
Han slog seg gennem de vbnede mnd
og sprang over singen ud,-
han dukked og svmmed og dukked igen;
men jollen kom los; hvor han vendte sig hen
klang sabler og rifleskud.

De fisked ham op, han frtes ombord,
korvetten gav sejerssalut;
agter p hytten, stolt og stor
stod chefen, en attenrs gut.
Hans frste batalje gjaldt Terjes bd,
thi knejste han nu s kk;
men Terje vidste ei lngere rd,-
den strke mand l med bn og grd
ikn p korvettens dk.

Han kbte med trer, de solgte ham smil,
de gred med spot for bn.
Det kuled fra ster, tilhavs med il
stod Englands sejrende sn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
nu tog han sin sorg for sig selv.
Men de, som ham fanged, fandt srt hvor fort
et noget var ligesom vejret bort
fra hans pandes skyede hvlv.

Han sad i "prisonen" i lange r,
der siges i fulde fem;
hans nakke bjed sig, grt blev hans hr
af drmmene om hans hjem.
Noget han bar p, men gav ej besked,-
det var som hans eneste skat.
S kom attenhundred og fjorten med fred;
de norske fanger, og Terje med,
frtes hjem p en svensk fregat.

Hjemme ved bryggen han steg i land
med kongens patent som lods;
men f kun kendte den grsprngte mand,
der rejste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds; hvad der blev av
de to, - han derinde erfor:
"da manden forlod dem og ingen dem gav,
s fik de til slutning en flles grav
af kommunen i fattigfolks jord." - -

rene gik og han rgted sin dont
som lods p den yderste ;
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken p land eller sj;
men stundom gnistred hans jne stygt,
nr det brd over ber og skr,-
og da mente folk; at han var forrykt,
og da var det f, som uden frygt
kom Terje Vigen nr.

En mneskinskveld med plandsvind
kom der liv i lodsernes flok;
en engelsk yacht drev mod kysten ind
med revnet storsejl og fok.
Fra fortoppen sendte det rde flag
et ndskrig foruden ord.
Lidt indenfor gik der en bd over stag,
den vandt sig mod uvejret slag for slag,
og lodsen stod stout ombord.

Han tyktes s tryg, den grsprngte mand;
lig en kmpe i rattet han grep;-
yachten lystred, stod atter fra land,
og bden svam efter p slb.
Lorden, med lady og barn i arm,
kom agter, han tog til sin hat:
"jeg gr dig s rig, som du nu er arm,
hvis frelste du br os af brndingens larm."
- Men lodsen slap ror og rat.

Han hvidned om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider fr magt.
Indover bar det, og hjt p grund
stod lordens prgtige yacht.
"Den svigted kommando! I bdene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slr sig i splinter, -jeg ved besked-
men indenfor ligger den trygge led;
mit kl-spor skal vise jer vei!"

Morilden brndte der skgten flj
mod land med sin dyre last.
Agter stod lodsen, strk og hj,
hans je var vildt og hvast.
Han skotted i l mod Gslingens top,
og til luvart mod Hesns-sund;
da slap han ror og stagsejl-strop,
han svinged en re med bladet op
og hug den i bdens bund.

Ind stod sjen med skumhvidt sprjt - -
der raste p vraget en strid-;
men moderen lfted sin datter hjt
p armen, af rdsel hvid.
"Anna, mit barn!" hun skreg i sin ve;
da bvred den grsprngte mand;
han fatted om skdet, drev roret i l,
og bden var fast som en fugl at se,
slig foer den i brtt og brand.

Den trned, de sank; men havet var smult
derindenfor brndingens kreds;
opover rak sig en langgrund skjult,
der stod de i vand tilkns.
Da rbte lorden: "kend - bens ryg -
den svigter, - det er ingen flu!"
Men lodsen smilte: "nej vr De tryg;
en sunken skgte med tre tnder byg
er ben, som br os nu."

Der jog et minde om halvglemt dd
lig et lyn over lordens trk-,
han kendte matrosen, som l med grd
ikn p korvettens dk!
Da skreg Terje Vigen: "alt mit du holdt
i din hnd, og du slap det for ros.
Et jeblik endnu, en gengld er voldt - -"
da var det den engelske stormand stolt
bjed kn for den norske lods.

Men Terje stod stttet til rens skaft,
s rank som i ungdommens r;
hans jne brandt med ubndig kraft,
for vinden flommed hans hr.
"Du sejled imag p din store korvet,
jeg rode min ringe bd;
jeg trlled for mine til dden trt,
du tog deres brd, og det faldt dig s let
at hne min bittre grd.

Din rige lady er lys som en vr,
hendes hnd er som silke fin,-
min hustrus hnd den var grov og hrd;
men hun var nu alligevel min.
Dit barn har guldhr og jne bl,
som en liden Vorherres gst;
min datter var intet at agte p,
hun var, Gud bedre det, mager og gr,
som fattigfolks brn er flest.

Se, det var min rigdom p denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
Det tyktes for mig en skat s stor;
men det vejed for dig s lidt. -
Nu er det gengldelsens time slr,-
thi nu skal du friste en stund,
som vel kommer op mod de lange r,
der bjed min nakke og blegte mit hr
og snkte min lykke p grund."

Barnet han greb og svinged det frit,
med den venstre om ladyens liv.
"Tilbage, mylord! Et eneste skridt,-
og det koster dig barn og viv!"
P sprang stod Britten til kamp pny;
men armen var veg og mat;-
hans nde brndte, hans jne var sky,
og hans hr - s kendtes ved frste gry -
blev grt i den eneste nat.

Men Terjes pande bar klarhed og fred,
hans bringe gik frit og stilt.
rbdig lfted han barnet ned,
og kyssed dets hnder mildt.
Han nded, som lst fra et fngsels hvlv,
hans stemme ld rolig og jvn:
"nu er Terje Vigen igen sig selv.
Indtil nu gik mit blod som en stenet elv;
for jeg mtte - jeg mtte ha'e hvn!

De lange r i "prisonens" kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
Bagefter l jeg som hejens halm,
og s i et brdyb stygt.
Men nu er det over; vi to er kvit;
din skyldner foer ej med svig.
Jeg gav det jeg havde, - du tog alt mit,
og krv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skapte mig slig." - -

Da dagningen lyste var hvermand frelst;
yachten l lngst i havn.
Med nattens saga taug de nok helst,
men vidt foer dog Terjes navn.
Drmmenes uvejrskyer gr
fejed en stormnat vk;
og Terje bar atter s rank som f
den nakke, der krgtes hin dag han l
ikn p korvettens dk.

Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hnd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb,
for frelsen fra sjgang og skr;
men Terje strg over barnets slb:
"nej, den som frelste, da vrst det kneb,
det var nok den lille der?" - -

Da yachten drejed for Hesns-sund,
den heiste det norske flag.
Lidt lngere vest er en skumkldt grund,-
der gav den det glatte lag.
Da tindred en tre i Terjes blik;
han stirred fra hejen ud:
"stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Best var det, kanhnde, det gik, som det gik,-
og s fr du ha'e tak da, Gud!"

Slig var det jeg s ham en enkelt gang,
han l ved bryggen med fisk.
Hans hr var hvidt, men han lo og sang,
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skmtsomme ord,
han spgte med byens brn;
han svinged sydvesten og sprang ombord,
s hejste han fokken, og hjem han foer
i solskinn, den gamle rn.

Ved Fjre kirke jeg s en grav,
den l p en vejrhrd plet;
den var ikke skttet, var sunket og lav,
men bar dog sit sorte brt.
Der stod "Thrie Wiighen" med hvidmalt skrift,
samt ret, han hvile fandt. -
Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev grsset s stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.
.
